DIY: Bamse ZOO

Vi har været i gang med at renovere et dejligt stort kælderrum, der skal fungere som et legerum. Et rum med plads til leg og hygge. Derudover skal det også rumme store dele af børnenes legetøj både fordi det er meningen med rummet men også fordi deres værelser ikke er så store. Derfor skal rummet også have nogle smarte opbevaringsløsninger. Læs med og se, hvordan vi har lavet vores eget Bamse ZOO.

Børn elsker bamser. Jo flere, jo bedre. Det er egentlig ikke fordi, at nogen bamser er mere populære end andre, dog er der visse bamser der fremkalder nogle minder. Det kan være hvornår eller hvor de har fået dem eller af hvem. Det overrasker os ofte, hvad børnene kan huske og hvor mange detaljer. Imponerende! Selvfølgelig kan vi ikke nænne at smide nogle af bamserne ud både på grund af minderne og da de også ofte er med i en leg. Men ih, hvor de altså fylder meget og hvis de proppes i en kasse eller ligende så ender alle bamserne på gulvet alligevel da det altid er den nederste bamse børnene vil have fat i.

Vi har derfor på Pinterest set adskillige udgaver af en smart opbevaringsløsning, nemlig et bamsefængsel eller mere idyllisk: et bamse zoo.

Materialer

Mængden og størrelse af materialer afhænger selvfølgelig af størrelse på bamse zoo. Vores 100 x 38 X 122 cm (på højeste sted over ZOO)

  • Elastiksnor (Ca 15 m)
  • MDF plade 16 mm (vi købte en 2440×1220mm)
  • Skillerums-lægter til rammen ( 5 stk af 38x57mm længde: 2,4 m.
  • Skruer
  • Rundsav, stiksav og overfræser

Fremgangsmåde

Den bærende konstruktion

Grundideen var at lave en ramme af lægterne og så sætte plader på siderne. Da vores bamse zoo skal stå i et hjørne har vi valgt kun at sætte plader/tremmer på de to sider, der vender ud mod rummet.

Lægterne blev savet til og pudset så bamserne (og børnene) undgår splinter i poterne.
Vi lavede to ens rammer, som vi så skruede sammen med fire små stykker lægte. Alle samlinger blev samlet med to skruer for at få lidt stabilitet i konstruktionen.

Fronterne

Med rammen samlet blev mdf-pladen savet til så vi fik en forside der i den ene side stak ca 16 mm ud over rammen, så det passede med tykkelsen af pladen der senere blev sat på siden.

De tilskårne MDF plader lagde vi så under rammen så vi kunne måle, hvor stort et hul vi skulle save.

Vi valgte at hullet i frontpladerne skulle være ca. 2.5 cm fra lægterammen så denne blev ordentlig skjult.

Hjørnerne på pladen skulle være afrundet så dette blev også markeret på pladerne. Her brugte vi en flaske med rund bund, der havde en passende størrelse.

Pladerne blev så savet med en stiksav og efterfølgende blev kanterne rundet med en overfræser og slebet med sandpapir. Her kunne man godt bare pudse med sandpapir, men, hvorfor gå glip af muligheden for at bruge et elværktøj?

Tremmerne

Vi havde markeret på rammen, hvor tremmerne (Elastiksnoren) skulle være. I vores bamse zoo er der 7,5 cm mellem tremmerne, hvilket passer fint med, at de store bamser kan trækkes ud og de mindste ikke falder ud af sig selv.

Overfræseren blev så brugt til at fræse riller til elastiksnoren i rammen. Vi kunne også have valgt at bore huller midt i ramme-lægten til elastiksnoren. Vi ønskede dog snoren så tæt på frontpladen som muligt, så det ligner tremmer. Derfor valgte vi istedet at fræse riller i rammen.

Elastiksnoren strammes så den sidder godt stramt.
I hver ende lavede vi en knude, som ikke kunne gå igennem rillerne i rammen. Der, hvor knuderne er, lavede vi lidt ekstra plads med et spadebor så knuden også er skjult i rammen.

Bamse zoo -bogstaverne

Selve ZOO bogstaverne på frontpladen blev printet ud på et stykke papir i så stor font som kunne være på et liggende A4 ark. Derefter blev det limet på pladen der, hvor skriften skulle være og overfræseren blev brugt til at fræse bogstaverne ud i ca ½ cm dybde. Det krævede efterfølgende en del slibning med sandpapir for at får bogstaverne helt fine.

Samlingen af bamse zoo

Pladerne blev skruet på rammen fra bagsiden så skruerne ikke er synlige fra forsiden. så var det bare at trække elastiksnoren gennem rillerne i rammen.

Efter at have trukket snoren igennem fandt vi ud af, at det ville have været en god ide at fræse spor mellem rillerne til elastiksnoren så snoren var plan med rammen. Ellers ville det jo komme til at stå og vippe på elastiksnoren. Så ud med elastikken og igang med fræseren og om igen med elastiksnoren.

Et styk bamse zoo. Værsgo!

OBS!! Husk at bor den fast til væggen så den ikke vælter.

Så mangler vi bare gode ideer til, hvordan vi opbevarer resten af legetøjet. Lad os endelige vide, hvis du har en genial ide.

Læs også med her og se, hvordan vi tidligere har skabt orden på børnenes legetøj.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen