Opskrift: kokos-rabarber toppe

Vi har igen høstet af rabarberne i haven. De producere helt vildt mange rabarber for tiden, hvilket vi bestemt ikke klager over. Det er bare lige med at finde på noget nyt lækkert st bruge rabarberne til. Denne gang har vi haft gang i en god gammel sag fra samlingen af opskrifter fra hjemkundskab i folkeskolen og piftet den op med rabarber. Læs med og få opskriften på kokos-rabarber toppe.

Kan I huske hjemkundskabstimerne i folkeskolen. Vi elskede dem. Man fik lige piftet dagens madpakke op med noget lækkert mad. Der blev talt en del om mad-pyramiden, Vi lærte at holde korrekt på en kartoffelskræller og at vride en karklud op.

Opskrifterne skulle være nemme, hurtige at lave og nok vigtigst: billige. What’s not to like? Jeg har jeg heldigvis gemt opskrifterne og bruger dem faktisk af og til. Denne gang har vi haft gang i opskriften på kokostoppe og piftet de søde toppe op med nogle syrlige rabarber-stykker. Genialt! Opskriften er som sagt super enkel.

Ingredienser (20-25 stk)

  • 3 æg
  • 3 dl sukker
  • 5 spsk mel
  • 5-6 dl kokosmel
  • 150 g rabarber

Fremgangsmåde

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Tilføj herefter melet.

Vend herefter kokosmel og fintsnittede rabarber i. Massen skal til slut være så fast at den ikke flyder ud når du laver toppene. Tilføj kokosmel til du opnår en forholdsvis fast masse.

Lav kokos-rabarber toppene i ønsket størrelse med en ske.

Bag kokos-rabarber toppene ved 180 grader varmluft til de er gyldenbrune. Ca 15 min.

De er så lækre og rabarberstykkerne gør det så godt i de søde toppe. Når man har spist én så ryger der hurtigt én mere osv. osv.

Hvis du også elsker rabarber så skulle du tage og prøve nogle af de andre opskrifter vi har med rabarber. Eksempelvis denne smuldrekage, denne rabarber-orange marmelade eller den lækre rabarbersirup som er uundværlig på morgen-yoghurten.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.