På tur: Oplev ægte natur og levende bier i Økologiens have

Forleden dag efter en strandtur tog vi forbi økologiens have efter anbefalinger fra andre Aarhus mødre. En lille fredfyldt perle i nærheden af Odder fyldt med dufte, ny viden og en håndfuld dyr.

Tag bedsteforældrene med en tur i Økologiens have, som er Nordens største økologiske besøgs- og demonstrationshave. Her er der noget for alle sanser og alle aldre. Det fine haveanlæg rummer over 2000 forskellige planter, sunde råvarer, café og mindre frø- og plantehandel. Det er et fryd for øjet at gå rundt og blive inspireret til nye ynglingsblomster, opleve nye planter og træer og læse sig til ny viden.

Parken er delt op i forskellige haver så som parcelhushaven, vin- og frugthaven, urtehaven, naturhaverne osv. Læs mere om de forskellige haver her. Udover de fine plantehaver er det muligt at kigge ind i en bistade og lære lidt om, hvordan honning bliver til. Børnene var vildt imponerede og brugte lang tid på at følge biernes arbejde. Vi voksne var mere ambivalente ved at stå så tæt på bierne, som selvfølgelig var bag glas.

Turen rundt i haven kan godt være lidt lang for de mindste så tag endelig en klapvogn med. Der er fine stier/veje rundt i parken. Det der drev de små børneben rundt i haven var dog udsigten til at se dyrerne og ikke mindst klappedyrerne. Hønsene blev nærstuderet og æslet gav en høj lydprøve på dens skryden. Derudover var der små heste, store geder, får og svin.

Rundt om i haven er der masser af bord-bænkesæt både i skygge og i sol. Her vil det være oplagt at nyde en medbragt picnickurv med god udsigt til den grønne have. Cafeen sælger også mindre anretninger, kager, is og drikke. Ved cafeen kan man også låne forskellige havespil, trækvogne og stylter. Hvem kan ikke huske, hvordan man stavrede rundt på stylter i fritteren.

Ved det store væksthus findes der i øvrigt en lille legeplads med stor sandkasse, legehus, små huler og vigtigst: en vandhane til sandkagerne. Ikke prangende men rigeligt til vores børn åbenbart.

I væksthuset er det muligt at nyde madpakken indendøre eller holde et arrangement. Læs mere om dette lige her.

Arrangementer

Den økologiske have afholder jævnlig arrangementer så som, rundvisninger, blomsterbinding og æblemostning. Find programmet lige her. Nogle arrangementer er ganske gratis at deltage i mens andre koster et mindre beløb.

Rent praktisk

Der betales en mindre entre for at få adgang til parken, der i øvrigt er drevet af frivillige.

Ved indgangen til parken er der fine toiletforhold og der er parkering lige ved indgangen til parken.

Så, hvis I holder af naturen så er der masser af natur i Økologiens have. Vores næste besøg skal helt sikkert akkompagneres med bedsteforældrene, der med garanti vil elske det inspirerende sted.

Mangler i ideer til en lignende udflugt nærmere Aarhus er Væksthusene i Botanisk have et godt bud.

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.