Opskrift: Vandbakkelser fyldt med kærlighed

Når kærligheden skal fejres, hvad er så bedre end at gøre det med lækre kager fyldt med kærlighed. Disse kager hører måske egentlig til i kategorien fastelavnsboller men de er så lækre, at de kan spises hele året rundt. Med lidt kærlighed drysset ud over dem er de, ihvertfald i vores optik, perfekte som Valentines kager. Læs med og få opskriften på disse lækre vandbakkelser fyldt med vaniljecreme, flødeskum og friske bær.

De fyldte vandbakkelser er noget vi begge husker fra vores barndom i 90’erne. Fyldet kunne være alt fra marmelade og fløde til nutella og vaniljecreme. Denne udgave er en god blanding, hvor fyldet består af  hjemmelavet vanilje creme, blødt flødeskum og rigeligt med friske bær i. De friske bær er prikken over i’et, der lige sikre lidt syrligt til det ellers lidt fede fyld. Så der er måske ikke noget nyt og banebrydende over denne opskrift men nærmere en lille reminder om en, for os, glemt lækkerbisken. Opskriften stammer fra Blomsterbergs samling af lækre opskrifter, Vi har dog ændret lidt i mængderne så de svarer til vores smag.

Ingredienser:

(10-12 stk.)

Vaniljecreme
½  stk. polynesisk vaniljestang
30 g. sukker
25 g. majsstivelse
3 dl. sødmælk
30 g. æggeblomme (= ca. 1 bæger past. æggeblomme)

Vandbakkelsesdej
1 dl. vand
100 g. smør
100 g. hvedemel
2 æg

Fyld og drys
Friske hindbær
2,5 dl. piskefløde
Flormelis
Evt. krymmel eller frysetørrede hindbær.

Fremgangsmåde:

Vaniljecreme:

  • Start med at lave cremen. Det tager noget tid at afkøle denne. Er tiden knap så vælge en stor beholder når den skal afkøles.
  • Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas vaniljekornene sammen med en anelse af sukkeret så kornene skilles ad.
  • Bland vaniljesukker, sukker og majsstivelse godt sammen og pisk det sammen med 1 dl. af mælken.
  • Tilsæt til sidst æggeblommerne.
  • Kog det resterende mælk op i en gryde med den tomme vaniljestang.
  • Når mælken koger, tilsættes majsblandingen og der piskes kraftigt til cremen tykner.
  • Tag gryden af varmen og kom straks den færdigkogte creme op i en kold beholder. Læg et stykke husholdningsfilm direkte oven på vaniljecremen, så der ikke dannes kondens. Afkøl cremen i køleskabet. Cremen skal anvendes samme eller næste dag.

Vandbakkelsesdej:

  • Smelt vand og smør i en gryde. Tilsæt melet og rør godt til en ensartet masse. Tag gryden af varmen.
  • Lad massen køle lidt, hvorefter æggene tilsættes lidt af gangen under kraftig omrøring til en glat dej opnåes.
  • Fordel delen i 10-12 toppe på 2 bageplader beklædt med bagepapir. De hæver meget så det er helt korrekt at der ikke skal så meget dej til hver enkel bolle. Ideelt set sprøjtes dejen ud med en sprøjtepose med en stor glat tyl. Vi nøjes dog med en spiseske og det fungerede helt fint omend de måske ikke var helt glatte i formen.
  • Bag dem i en 190 grader varm ovn til de er gyldne. Cirka 18 minutter – afhængig af ovnen.
  • Afkøles på en bagerist.

Opbygning og pynt:

  • Flæk de afkølede ”boller” med en skarp, savtakket kniv.
  • Pisk den kolde creme glat med en håndmikser og kom en passende mængde ind i hver bolle.
  • Pisk fløden til let, men sprøjtefast skum og kom den op i en sprøjtepose med en kruset stjernetyl i.
  • Fordel hindbærerne efter smag og behag i bollerne inden låget lækkes på bollerne
  •  Drys til slut med flormelis og evt. krymmel.

Nyd fastelavnsbollerne samme dag de er lavet. Velbekomme.

Er du mere til den originale kagemands-vandbakkelse med glasur og slik så læs dette indlæg. 

Skriv et svar