JUL #11: Honninghjerter vol. 2

Så er det tid til 2. etape af honninghjerte produktionen. Se indlægget med opskrift til fordejen her. Fordejen har nu hvilet et par måneder som der anbefales.  Læs med og se, hvordan næste etape kommer til at gå. Hvis ikke du har lavet fordejen endnu kommer der også en løsning på det. Du kan sagtens stadig nå at være med.

Hvis ikke du har fået lavet fordejen så findes der opskrifter, hvor fordejen ikke kræver så lang hviletid. Se ex. Blomsterbergs opskrift her eller Valdemarsro’s her.

Vi har på mystisk vis læst forkert på Meyers honningkageopskrift og puttet alt melet i fordejen. Dog giver det i sidste ende samme mængde mel så håber resultatet bliver lige godt. Grundet dette har vi ændret lidt i originalopskriften så den passer til vores fordej.

Efter at have opgraderet krydderihylden var vi klar på at tage udfordringen op med næste del af honningkageproduktionen om end fordejen nok er noget mere fast en hvad meningen egentlig var. Vi er så spændte på slutresultatet, hvilket jo lader vente på sig. Det er en lang proces med hviletid både i den ene og den anden ende men de bliver lavet med kærlighed så om ikke andet så har det da være hyggeligt at lave dem.

Honningkagedej
2 æggeblommer
10 g hjortetaksalt
1000 g honningkagefordej
10 g potaske
5 g stødt kanel (ca. 1 tsk)
5 g stødt ingefær
5 g stødt nellike

Evt lidt mere mel
Olie og mel til bagepladen

Vi var spændte på, hvordan det blev at få rørt den faste fordej sammen med de resterende ingredienser. Men røremaskinen og potasken gjorde arbejdet uden de store problemer, vi havde dog lige skået dejen ud i mindre dele så maskinen kunne få fat. Har du ikke en røremaskine har vi læst, at det kan hjælpe at give fordejen en tur microovnen for at blødgøre dejen lidt.

Fremgangsmåde (jf Meyers opskrift tilpasset vores fordej):

  • Kom æggeblommerne i en skål, og rør hjortetaksaltet ud i dem, til der ikke er nogen klumper.
  • Rør potasken ud i et par skefulde vand eller mælk (pas på, det kan godt blive varmt).
  • Bland æggeblommerne og potasken i fordejen, tilsæt kanel, ingefær og nellike og ælt dejen godt sammen. Det tager ca. 6-8 minutter i hånden og 6 minutter på en røremaskine. De første 3 minutter ved lav hastighed og de sidste 3 minutter på fuld hastighed.
  • Tilføj evt. mere mel indtil dejen har en passende konsistens, der kan rulles ud.
  • Rul dejen ud på et meldrysset bord, til den er ca. 4 mm tyk, og stik honninghjerterne ud. Vi havde ikke en stor udstikker så vi skar hjerterne ud efter et paphjerte.
  • Sæt hjerterne på en bageplade, som du har smurt med lidt olie og drysset med mel.

Bag dem i 10-11 minutter ved 180 grader

  • Mærk, om hjerterne er færdigbagte, ved forsigtigt at presse en finger ned på toppen. Hvis din finger efterlader et aftryk, skal de bage lidt længere.
  • Flyt honninghjerterne over på en bagerist, og lad dem køle af. De bliver nu ret hårde.
  • Put honninghjerterne i et fad/bøtte med et fugtigt klæde over og så ind i køleskabet i 3-4 dage så bliver de lækre og bløde som vi kender dem.

Så kan du tage honninghjerterne ud og pensle dem med mørk chokolade.

Overtræk dog kun de honninghjerter, som skal spises med det samme. Resten kan holde sig mindst 1 måned i køleskabet uden at blive tørre.

Du kan pynte hjerterne med glansbilleder, mens chokoladen stadig er våd, eller skrive på dem med hvid glasur, når chokoladen er stivnet.

Glædelig december til jer alle. Del endelig jeres erfaringer med jeres honninghjerte-bagning.

Og nu kan julen bare komme

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.