Vrooom….racer bil til uddeling

Så kom dagen, hvor William havde sidste dag i vuggestuen. Nøøøj, hvor er tiden gået hurtigt. Husker tydeligt, da han startede i vuggestue i sin tid. Der er en dejlig tradition for, at man deler noget hyggeligt ud på sin sidste dag i vuggestuen. Så bliver det ligesom en fejring af, at man skal til at gå i børnehave, hvilket jo, for de fleste, er en stor og glædelig begivenhed. Det kan være lidt svært, hvad man skal dele rundt i vuggestuen, da der er så stor forskel på, hvad barnet på 10 måneder og barnet på næsten 3 år spiser/kan spise.

William er helt vild med biler så det skulle hans uddeling selvfølgelig bære præg af. Så valget faldt på frugt-biler. Frugtbiler kan laves af alt slags frugt. Både noget blødt til de mindste og nogle lidt hårdere æblestykker til de størrebørn.

Man kan som sagt bruge alt slags frugt  og pynte bilerne som man ønsker. Vi har gjort som følger:

Materiale:

  • Æbler og blommer
  • Vindruer
  • tandstikker

Fremgangsmåde

Skær blommer og æbler ud i både og del vindruerne i to på det korte led.

Stik to tandstikker igennem frugten. På enden af hver tandstik sættes der en halv vindrue så det ligner hjulene.

Så er det ellers bare at lave små frugt-biler så der er nok til alle. Da alle bilerne var lavet ‘byggede’ vi en garage til dem ud af et stykke karton, en bakke og grillspyd til skiltet. På skiltet skrev vi: “Williams garage”.

William var pavestolt da han skulle dele ud og det var jo i bund og grund det vigtigste. Moderen fældede en lille tåre over at se, hvor stolt han var. Shit 3 år og børnehavebarn. STOP TIDEN!

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.