På tur: Hatteteater

Trods flytning, bringer vi vanen tro, et “På tur” indlæg om fredagen. Denne gang omhandler det noget helt igennem fantastisk og tryllebindende, nemlig: Hatteteater. Læs med for mere information.

Angående flytningen af bloggen skrider det fremad. Vi skal tilpasse hvert enkelt indlæg til den nye platforms opsætning så det er et stort arbejde. Alle indlæggene vil løbende blive rettet til så bær over med os, hvis du møder et indlæg, hvor billederne og opsætningen ser lidt spøjs ud.

Midt i alt arbejdet med flytning af bloggen skal der også være tid til hygge, sjov og ballade.  Hvis ikke I allerede ved det, så er vi begge sygeplejersker. Sygeplejersker med skiftende arbejdstider. Nattevagter, aftenvagter og weekendarbejde. Til gengæld betyder det, at vi har nogle hverdags-fridage. Disse fridage ville vi faktisk nødigt være for uden. Her er der tid til mortid, frisørbesøg, venindetid OG fridage med ungerne.

“…tid til mortid, frisørbesøg, venindetid OG fridage med ungerne”

 

Hverdagsfri giver mulighed for at deltage i nogle af alle de arrangementer der finder sted i hverdagene. Eksempelvis alle de fine arrangementer på DOKK1 i forbindelse med “100 børnedage” (se her) eller Skrallebang (se mere her) og nu også Børnekulissens Hatteteater på cafescenen i Musikhuset (Aarhus).

Hvis ikke I har deltaget i hatteteater før så er det med at komme afsted. Det er så fedt og tryllebindende. Vi har været afsted et par gange og vi gør det gerne igen.

Scenen er sat. En veloplagt historiefortæller og en masse sjove hatte. Det eneste, der mangler er skuespillerne, som så bliver børnene. I Hatteteater kommer børn fra publikum nemlig på scenen og vælger selv, hvilken rolle de vil spille. Derefter improviserer historiefortælleren sjove og helt unikke små teaterstykker frem, så børnene kan udfolde deres fantasi og talent på de skrå brædder.

Det henvender sig primært til børn i alderen 3-9 år og varer ca. 50 min. De gange vi har deltaget har vi oplevet at tiden er fløjet afsted og det har bestemt ikke været noget problem at holde børnene underholdt tiden ud.

Der er gratis adgang og det er uden tilmelding. Dog er der begrænset antal pladser så det er en god ide at komme i god tid.

Dette arrangement finder sted på følgende dage:

  • Lørdag 26. og søndag 27. august kl. 11 & 15
  • Mandag 28. august til og med fredag 1. september kl. 10 & 15
  • Lørdag 2. og søndag 4. september kl. 11 & 15

Så det skulle være muligt at finde en dag man kan deltage.

Læs mere om Børnekullissen og deres arrangementer her .

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.